Vores Bell'Abruzzo begyndte i tankerne helt tilbage til midten af 1990'erne, og sidenhen i tale i 2005, hvor det mere var Bell'Italia, da vi endnu ikke havde udvalgt den region, som skulle blive vores. Endnu mindre havde vi forestillet os, at det også skulle føre til import af italienske smagsoplevelser og lækkerier.
En regnvejrsfuld uge i begyndelsen af oktober 2005 med hver vores computer på skødet og en god kop kaffe i hånden, begyndte talen om at købe hus i Italien at tage form af snarlig handling. Vi kiggede på Internettet under ejendomsmæglere (immobilari) i Mellem- og Sydtalien, men kom på afveje forbi Sverige, som opfyldte det ene af vores ønsker; nemlig muligheden for at stå på ski om vinteren, men bestemt ikke ønsket om lange, varme somre, snarere dansk klima og skovflåter, så vi vendte atter kursen og søgeordene mod Italien. Da muligheden for at stå på ski blev forenet med lange varme somre i regionen Abruzzo, kontaktede vi tre ejendomsmæglere om besigtelse af huse.
Og ugen efter tog vi til Abruzzo og så adskillige hus- og havematrikler. Det var en uge i bilens tegn, for selv om vi kun var i regionen Abruzzo for at se på huse, tilbragte vi adskillelige timer i bilen med at køre fra hus til hus. Ud af bilen, se på hus, ind i bilen, køre 50 km. og så igen ud af bilen, se på et andet hus etc. Vores ældste datter, som på det tidspunkt var halvandet år, oplevede både at falde i søvn i bilen og blive vækket adskillige gange hver dag, men heldigvis vågnede hun hver gang med et smil.
I dalen Valle Subequana så vi den første dag enkelte huse og ved samme lejlighed også tegninger til et husprojekt, hvor projektet ikke var af interesse, men det var selve huset og det tilhørende vildnis af en have til gengæld. Det var landsbyens La Stalla, på dansk; stalden, som i midt 1980'erne var tiltænkt at blive et beboeligt hus engang ude i fremtiden og det skulle vise sig at blive vores opgave at udføre denne forvandling fra stald til beboeligt hus.
Efter en kort forhandling om husprisen, blev vi den 13. januar 2006 husejere af La Stalla og et byggeprojekt med en italiensk arkitekt, der skulle samarbejde med os og vores ønsker, kunne begynde. Med samme hastighed som regionens uvikling af infrastruktur og med en del gentagelser af placering og omplacering af vinduer, som vi åbenbart havde forskellige mening om, blev tegningerne endelig færdige. Processen indeholdt mange sjove oplevelser og erfaringer, som for altid vil være god underholdning til en middag blandt venner. Da de lokale håndværkerne påbegyndte byggearbejdet, tog stalden form af et hus ila. et halvt år og således stod vores hus klar til indflytning knap to år efter købet – i slutningen af oktober 2008.
Vi fragtede møbler mm. med en trailer på størrelse med en hestetransport fra Danmark til Mellemitalien – en rejse på 2.000 km. med en hastighed på 90 km./t. Det var en meget laaang køretur, hvor vi havde afsat ni feriedage til transport og indretning af huset og da rejsen tog sin tid, blev det effektiv indretning ila. fem dage. Men da vi efter endt ferie og med en tom hestetransport kom tilbage til Danmark, var huset både indrettet, rengjort og beboeligt, omend der stadig manglede nogle småting. Småtingene er for længst udført og efterfulgt af nye idéer til småting, der udføres løbende og som gennem årene har taget form af en livsstil.
En forårsaften tilbage i 2005, altså et halvt år før vi besluttede os for at købe hus i Abruzzo, var jeg og en veninde ude og spise på en lokal café på Østerbro i København. Tjeneren spurgte, om vi ville have lidt brød med olivenolie, mens vi læste menukortet og det ville vi bestemt gerne. Brød og salt blev stillet på vores bord og olivenolie hældt op i en lille tallerken, mens vi genemgik menukortet.
Da vi havde smagt olivenolie og brød, kiggede vi på hinanden og så vi prøvede endnu en gang at ”bade“ brødet i olien og blev begge bekræftet i, at dette var en olivenolie i særklasse. I løbet af middagen bad vi flere gange om mere olivenolie og brød og begge var vi imponerede over en så karakteristisk og smagfuld olie. Inden vi forlod caféen, havde vi begge købt en flaske af olivenolien.
Kort efter og på min mands fødselsdag blev jeg nødt til atter at bestille bord på selvsamme café, mest af alt fordi olivenolien havde været så speciel en oplevelse og det ville jeg gerne indvie ham i. Til alt held var min mand helt enig i, at olivenolien smagte fantastisk, så på den baggrund fortsatte vi nogle år med at købe olivenolien først hos caféen og sidenhen hos den delikatesseforretning, der i samarbejde med caféen åbnede på den anden side af torvet.
En dag hvor jeg atter var i delikatesseforretningen for at købe olivenolien, fik jeg beskeden; at de ikke længere forhandlede den. Samarbejdet mellem producent og delikatesseforretning var simpelthen ophørt. Jeg undlod at spørge ind til detaljer om hvorfor, da jeg til trods for min nysgerrighed, ikke anså det for at vedkomme mig. Katastrofalt nok var det, at jeg ikke længere kunne købe vores yndlingsolivenolie.
Tilbage i lejligheden nød vi de sidste dråber af olivenolien og af uforklarlige årsager, lod jeg den tomme olivenolieflaske beholde sin plads på køkkenbordet blandt de andre olivenolier og krydderier. Der stod den i flere år, helt frem til vi skulle flytte i 2009, hvor jeg endelig besluttede at skille mig af med flasken, men inden min intention om at smide flasken i flaskecontaineren blev effektueret, begav jeg mig udi at læse på etiketten for første gang. Til min store forbavselse læste jeg, at olivenolien Soledoro var italiensk og oven i købet fra regionen Abruzzo, hvor vi havde købt hus få år tidligere. Det måtte være et tegn og derfor kunne jeg selvfølgelig ikke skille mig af med flasken!!!
I alle de de år havde jeg antaget, at olivenolien var fransk, da både café og delikatesseforretning havde en fransk indehaver. Måske det også var forklaringen på, at den franske café og franske delikatesseforretning holdt op med at sælge denne olivenolie, netop fordi den ikke var fransk, men derimod italiensk?
Vi flyttede derfor den tomme olivenolieflaske med til vores nye matrikel og i sommeren 2010 i Abruzzo, besluttede vi, at når flasken stædigt havde holdt sin plads på køkkenbordet på Østerbro længe efter olien var opbrugt, så måtte det betyde noget og det noget besluttede vi skulle være import af olivenolie, vin mm. fra den region, hvor vi også havde vores hus. Og vi ville i hvert fald importere olivenolien Soledoro.
Vores firma skulle navngives, hvor varerne i skøn forening skulle indrammes af et firmanavn og samtidig oplyse om oprindelsesområde, så hvad var mere indlysende end at kalde konceptet for Bell’Abruzzo, som betyder; smukke Abruzzo. Dette tilmed fordi området var smukt. Vi besluttede også, at vores import kun skulle være fra regionen Abruzzo og hvad den kunne byde på af lokale råvarer og produkter og dagen efter beslutningen var taget, bestilte vi CVR.nr. på virk.dk og så var vi i gang.
Et par dage efter kørte vi for første gang ud til virksomheden, der producerer olivenolien Soledoro. Jeg havde forinden forhørt mig om åbningstid og præsenteret mig over email, for at være sikker på at møde indehaveren og han havde svaret; ”Hr. Thormann, jeg er på kontoret i denne uge og De er velkommen“. Så da vi ankom og hr. Thormann blev siddende i bilen med vores to døtre og – jeg – fru Thormann i stedet mødte op på kontoret, var han lettere forvirret, for hvorfor den fordeling af opgaverne? Uden at komme nærmere ind på vores families arbejdsfordeling, fik jeg en grundig præsentation af hans varesortiment og fik også fortalt min historie om, hvorfor vi ville importere varer fra Abruzzo samt fortalt at Soledoro netop var årsagen til hele miseeren. Han lyttede pænt til min fortælling, men jeg sporede ikke ingen følelsesmæssige reaktion over min historie, så jeg overbeviste mig selv om, at italienere nok er vant til følelseladede forklaringer – især når det handler om at forhandle en god pris. Jeg bevav mig derfor, efter vores samtale, ud i at købe Soledoro i kassevis.
Næste gang vi kom forbi; et halvt år senere, blev indehaveren kaldt over til kontoret, hvor jeg ventede. Hr. Thormann sad denne gang i bilen ikke blot med vores døtre, men også en udvekslingsstudent samt sin svigermor i bilen. Indehaveren vinkede fra lang afstand, da han så mig og sendte et stort smil, da han så mig. Vi snakkede lidt om alt muligt og derefter handlede jeg. Han sagde at hr. Thormann bare kunne køre bilen over til lageret og få varerne læsset ind i bilen, hvor en af hans familiemedlemmer ville hjælpe med pålæsningen. Indehaveren var tydeligvis helt med på, hvordan vores families arbejdsfordelingen var og med alle de familiemedlemmer vi havde i bilen, har han sikkert tænkt, at vores virksomhed også måtte være et familieforetagende, ganske som hans.
Sidenhen har vi kun glædet os til at skulle handle med dette familiedrevne sted, hvortil man kører i en uendelighed og hvor gaden ikke er registreret, men kun oplyst i form af sted. Familien er repræsenteret i alle afskygninger; fire brødre, far, mor, børn, fætre, tanter m.fl. og alle har job på enten kontor, som truckfører og hvad der ellers kan opdrives af jobtitler for at drive virksomheden og det holder familien beskæftiget og samlet hele dagen.
Kun høsten fra efteråret 2015 har vi ikke haft olivenolien i varesortimentet, idet en bakteriel plantesygdom, kaldet Xylella fastidiosa (ec.europa.eu/food/plants/plant-health-and-biosecurity/legislation/control-measures/xylella-fastidiosa_en), i daglig tale oliven-ebola, begrænsede olivenvirksomhedens udbud og højnede prisen. Prisen er efterfølgende faldet igen og vi glæder os til hvert besøg hos virksomheden, hvis skønne olivenolie blev starten på vores import af abruzzesiske smagsoplevelser.
Vi ønskede også at importere vin, så ret hurtig fik vi også besøgt en vingård, hvor vi tidligere havde købt vin til eget forbrug, når vi var på ferie i Abruzzo. Fra den vingård ville vi importere vin, men vi måtte vente et par uger med at handle, da den digitale registrering for køb af alkoholiske drikke til import i Danmark først skulle godkendes af skat.dk.
Sidenhen er der kommet flere vinproducenter til og nogle er udskiftet igen til fordel for andre vinproducenter og i vores øjne også bedre vine. Vi fortsætter ufortrødent med at smage os igennem diverse vingårdes vine, og således vil stadig flere nye vine komme i varesortimentet.
En af de vingårde, hvorfra vi importerer vin, er fra 1791 og er tilmed regionens ældste. Vingården har holdt otte generationer beskæftet med vinproduktion og har flotte, gamle egetræsfade fra 1800-tallet i vinkælderen. Disse kan rumme op til 36.000 liter vin og er anvendt helt frem til begyndelsen af årtusindeskiftet, hvor de begyndte at revne og måtte pensioneres. De var dog for længst holdt op med at afgive smag og garvesyre, så man isatte stålbeholdere, for stadig at kunne opbevare vin i de smukke egetræsfade og stolt fremvise disse vel vidende, at de havde haft deres udløbsdato. Samme vingård har en vinbeholder beklædt med glasfliser fra øen Murano ud for Venedig. Murano har gennem århundreder været berømt for sin glasfremstilling og vingården anskaffede beholderen i overbevisning om, at glas var særdeles godt for vinens holdbarhed, da det er bestandigt, gastæt og svært påvirkeligt. Vinbeholderen har en størrelse, der gør det muligt at kravle ind i den, hvilket er en noget ualmindelig oplevelse. Desværre er netop den vinbeholder beskadet af jordskælvet i 2009 og har derfor ikke været tilgængelig i en længere periode.
En anden af vingårdene, hvorfra vi importerer vin, har siden 2014 kun produceret biologiske vine, et tiltag der begyndte i 2005, hvor indehaveren og hans datter overtog bedstefar Marianos vinmarker. Sammen har far og datter genplantet og konverteret produktionen til biologisk landbrug, hvor lugejern og grøntgødning holder sygdomme og insektangreb for døren. På markerne og i vinkælderen er der kun minimal brug af kobber og svovl, hvis det pga. udfordrende vejrforhold bliver nødvendigt. I stedet holder far og datter øje med vinstokkene og deres udvikling dagligt. De iagttager, hvordan vinstokkene udfolder sig og den indgigt observationen giver, bruger de til at udvikle deres fremtidige dyrkning af vinstokkene uden brug af sprøjtemidler. Vingården har en ganske lille produktion af vine på hhv. 1.200 og 1.500 flasker af hver af de to forskellige rødvin, 2.000 flasker rosato og 400 flasker hvidvin pr. år. Den lille produktion har dog ingen indflydelse på far og datters stolthed og passion for deres vin og vinen er tilmed en udsøgt fornøjelse.
En af vores mest solgte hvidvine, smagte jeg første gang på en nærmest mikroskopisk bar i sommeren 2014 sammen med nogle venner. Vi havde været ”til hest“ i bjergene tæt på et af skisportområderne og besluttede efterfølgende at gå på vinbar. Siden jeg stiftede bekendtskab med hvidvinsdruen Pecorino, har jeg på barer altid bestilt Pecorino-hvidvin, såfremt de har haft druen i sortimentet, simpelthen for at smage de forskellige vinproducenters forsøg med druen. Det gjorde jeg også denne eftermiddag og det samme gjorde den ene af vores venner. Efter den første mundfuld, var jeg overbevist om, at vi skulle havde denne vin i vores varesortiment og jeg har ikke betvivlet beslutningen et øjeblik siden, men for at blive helt overbevist om detnu var den rigtige beslutning, bestilte jeg alligevel et glas mere... Samme sommer kørte vi til vinproducenten, som ikke har den typiske lange tradition for vinproduktion i familien, men i stedet er en virksomhed af nyere dato, dog familiedrevet af både børn, voksne og ældre generationer, som de andre producenter, vi handler hos. Vi smagte flere af deres vine, både Pecorino'en, som var årsagen til vores besøg og andre hvide og røde vine, altsammen over en hyggelig frokost, hvor vi indledte et samarbejde og besluttede af importere flere af deres vine.
Efter nogle år som importør af italiensk olivenolie og vin, var turen kommet til pasta og fra en pastaproducent i området, der også er familiedrevet, importerer vi pasta. Selve forarbejdning af pastaen er omdrejningspunktet for at opnå en høj kvalitet og således laves pastaen på maskiner af bronze og med efterfølgende lang tørretid ved lave temperaturer, så den ønskede ruhed og rubusthed garanteres. Det er nemlig ruhed og rubusthed, der holder pastaens form intakt og bevirker at saucen forbliver på pastaen. Familien har drevet virksomheden i fem generationer, først med beliggenhed tættere på Adriaterhavet siden 1867 og derefter i Pratola Peligna siden 1913. Stolthed over pastaens kvalitet og tidligere familiemedlemmers produktionstraditioner, er tydeligt holdt i hævd.
Pasta er en både kendt og vellidt spise verden over og findes i utallige former og størrelser. Det er en gammel spise med en lang historie, hvor både Italien, Asien og arabiske lande hævder at være dem, der opfandt pastaen, men hos Bell'Abruzzo er vi ikke i tvivl om at det var italienerne, der opfandt pastaen og det er derfor fra Italien vores fortællinger om pastaen udgår. Pastaen har også en hyldestdag, nemlig den 25. oktober. Dagen kaldes La Giornata Mondiale della Pasta, som betyder verdens pastadag. Festdagen blev en realitet tilbage i 1995, hvor World Pasta Congress indførte dagen for yderligere at fremme spisning af pasta og samtidig fokusere på dens kulturelle og kulinariske betydning.
”Un caffè, per favore“ eller ”Fammi un bel caffè, per favore“, er måden at bestille kaffe på i Italien. Kort, præcist og selvfølgelig høfligt akkompagneret af et per favore. Kaffe har siden august 2021 været en del af varesortimentet i Bell'Abruzzo, også selv om der ikke gror kaffetræer i Italien. Alligevel er flere kaffebønner, eller rettere ristning af kaffebønner blevet betegnet som italienske siden barristaen Achille Gaggia i 1938 fik patent på sin espressomaskine. Espressomaskinen pressede varmt vand og damp igennem den faste kaffemasse med et højt tryk og skabte dermed et cremet lag skum på overfladen af kaffen – crema'en, der dannes af kaffens æteriske olier. Med den opfindelse var Italiens indtræden i kaffeverdenen en realitet, men kaffe er mere end koffein og en god smagsoplevelse; der medfølger en kultur for, hvordan kaffen drikkes, hvor store mængder, der drikkes og hvilke sociale aktiviteter, der udføres, mens kaffen indtages og denne kaffekultur er en variabel størrelse, der ændres fra land til land, fra by til land etc. Med fokus på mængden af kaffe, man drikker i forskellige lande, er USA den mest kaffekonsumerende nation, Italien ligger på en 6. plads og Danmark ligger på en 38. plads. Dette i flg. wisewoter.com.
Bryggemetode, koppens størrelse og kaffens intensitet hører også med til fortællingen om kaffekulturen, hvor f.eks. amerikansk kaffe drikkes af store krus og har en anden intensitet, som med italienske øjne betragtes som en yderst fortyndet udgave af deres espresso. Den danske kaffe læner sig mere op ad den amerikanske end den italienske og når min napolitanske veninde er på besøg i Danmark, kalder hun vores kaffe for; ”Acqua sporca“, der betyder beskidt vand og for at forstå dette skal opmærksomheden henledes på, hvordan den italienske espresso drikkes af en meget lille kop, som kun er fyldt omkring 25% . Noget vi danskere måske vil betegne som kaffegrums.
I italien indtages kaffen oftest stående i baren og i en mundfuld; en erfaring jeg gjorde som ung studerende i Firenze, hvor jeg blev inviteret på en kaffe i baren af en af de mange unge, italienske mænd. Mens jeg langsomt rørte sukkeret ud i min cappuccino, havde han i en mundfuld indtaget kaffen, hvilket jeg syntes var lige hurtigt nok, hvis han også skulle nyde kaffen og samtidig synes jeg, han var uhøflig, fordi han ikke ventede på, at jeg drak min kaffe, inden han færdiggjorde sin. Men jeg blev klogere og erfarede, at det var mig, der skulle lære en ny kaffekultur og ikke lade mig småforarge over, at italienerne ikke udøvede den danske kaffekultur på italienske kaffebarer. I dag drikker jeg dog stadig min kaffe lidt langsommere en italienerne, men med forståelse og respekt for deres kaffekultur.
Kaffevirksomheden hvorfra vi har valgt at importere kaffe, er som vores andre samarbejdspartnere også en familiedrevet virksomhed gennem flere generationer. Virksomheden har eksisteret i fem generationer og blev etableret i 1856, hvor indehaveren i begyndelsen handlede med krydderier og koloniale produkter. I 1930'erne oplevede virksomheden en extraordinær vækst og besluttede at tiden var inde til at koncentrere sig om espressokaffe, hvor deres mission skulle være at vælge de bedste råvarer og konstant forbedre og udvikle processen for kaffebønnernes ristningen. En mission, som stadig efterleves. I 2000 blev virksomheden ISO 9001-certificeret, hvilket er garant for at kaffen lever op til dette verdensomspændende kvalitetssystem og sluttelig i 2015 indgår virksomheden som Fairtrade-operatør, der sikrer bedre løn og ordentlige arbejdsforhold for verdens udsatte producenter.
Un confetto er en mandel med sukkerglasur. De forskellige confetti pakkes ind i celofan, stof o.lign., hvorpå de formes til blomsterbuketer, drueklaser, kurve, men også til små figurer til børn. Ofte anvender man fem confetti i en blomst som typisk symboliserer: helbred, velstand, frugtbarhed, lykke og et langt liv. Foruden blomster fås confetti også i æsker og den smukke by, Sulmona, som desuden er poeten Ovids fødeby, er rigt repræsenteret med mange producenter af confetti.
Siden Middelalderen har man anvendt confetti som lykkebringende gaver ved barnedåb, bryllupper o.lign. til både begivenhedens hovedperson(-er) og til alle gæsterne. Selv gjorde jeg erfaringen til en comunione, som kan sidestilles med vores konfirmation, hvor bordpynten bestod af små, fine organzaposer indeholdende confetti. Da vi skulle hjem, fik vi en af de små organzaposer udleveret og i min danske naivitet, insisterede jeg på, at det var for meget, da jeg synes det var upassende at tage bordpynten med hjem. Alle andre tog imod disse organzaposer med confetti og jeg vedblev at insistere, indtil værtinden gav op og henvendte sig til min ene datter, som glædeligt tog imod den fine organzapose. Et stykke tid senere erfarede jeg, at det er en tradition, at alle gæster får udleveret en lille confettigave som en tak for deltagelse, ønsket om lykke samt til minde om dagen. Sidenhen har jeg i disse situationer blot takket og taget imod.
Selve traditionen med at give disse små gaver ved specielle begivenheder, kan ledes tilbage til de gamle romere. Gaverne kaldes på italiensk bomboniera og traditionen er stadig populær og meget benyttet i dag også udenfor Italiens grænser. Til det britiske kronprinspar William og Kates bryllup i foråret 2011 blev leveret confetti med specielle indgraveringer som lykkebringende gaver til alle gæsterne ved bryllupsfesten... fra den producent, hvorfra vi importerer confetti.
Confetti sælges kun på bestilling.
I mange år havde jeg læst om grise som de eneste trøffeldetektorer og selvfølgelig var det hungrisen, soen, der med sin veludviklede lugtesans kunne spore selv de mest skjulte trøfler i rodnettet under træerne. Så da en af vores italienske venner for mange år siden køber en trøffelhund, er jeg nødt til at spørge, hvordan det mon fungerer med hunde og svaret er, at visse hunderacer kan trænes til at være yderst kydige og dygtige trøffeldetektorer og tilmed mere udholdende sammenlignet med hungrisen. Siden jeg gjorde denne erfaring, har jeg måttet arkende, at jeg faktisk ikke kender nogen, der anvender hungrise på trøffeljagt, men at hunde har overtaget som de foretrukne trøffeldetektorer.
Trøflen er en knoldagtig svamp, som symbiotisk vokser ved ege-, hassel- og piletræer under jorden. Den er en slags grim ælling, der dog aldrig bliver smuk, men det gør til gengæld den smagsoplevelse, der er forbundet med trøflen. Dens vækst er betinget af jordbund, træets rodnet og klima og så er den svær at dyrke, hvilket selvfølgelig har medvirket til at gøre den til en sjælden og eksklusiv spise ganske som foie gras og safran.
Trøflen er en levende organisme, når den vokser på træets rodnet, men fra det øjeblik, den er gravet op ad jorden, begynder nedbrydningsprocessen, hvorfor det er vigtigt at opbevare den under korrekte forhold, så den kan nydes til mindste detalje. De trøffeljægere Bell'Abruzzo handler med anbefaler, at man vikler den friske trøffel ind i et stykke køkkenrulle, lægger den i et patentglas med låg og opbevarer patentglaset i køleskabet. Køkkenrullen suger fugt og bevarer trøflen tør, hvorfor det tilrådes at skifte køkkenrullen dagligt. Således kan man med held opbevare trøflen i køleskabet i to-tre uger.
Retter hvori trøfler indgår er utallige, men vi har dog en yndlingsret, som vi har lært af en af trøffeljægernes hustruer, som også er en af vores rigtig gode venner. Retten er ganske simpel, let at lave og smager fantastisk. Opskriften gennemgår chef de cuisine Michael Thormann på dette link: Truffles by Thormann
Trøfler sælges kun på bestilling.
Klik på nedenstående for at se vores produkter; olivenolie, vin, pasta og kaffe samt friske trøfler, kaffe og confetti, som kan leveres efter aftale.
Alle rettigheder reserveret: Bell'Abruzzo® | Design: Reklamedame© | Model: Xenia Thormann
