| |
|
| |
|
 |
|
Vores Bell'Abruzzo begyndte i tankerne for mange år siden, og sidenhen i tale i 2.004. På daværende tidspunkt var det dog mere Bell'Italia, da vi endnu ikke havde udvalgt det område og den region vi gerne ville købe hus i. Endnu mindre havde vi forestillet os, at det også skulle føre til import af italienske "lækkerier".
SOL ELLER SKOVFLÅTER
En regnvejrsfuld uge i begyndelsen af oktober 2.005 med hver vores computere på skødet og en god kop kaffe, begyndte talen at tage form af snarlig handling. Vi kiggede på Internettet under ejendomsmæglere (Immobilari) i Mellem- og Sydtalien, men kom på afveje et smut forbi Sverige, som opfyldte det ene af vores ønsker; nemlig mulighed for at stå på ski om vinteren, men bestemt ikke ønsket om lange, varme somre, snarere regn og skovflåter. Så søgeordene blev atter italienske og kursen tog retning af Syden igen. Da muligheden for at stå på ski blev forenet med lange varme somre, endte vi i regionen Abruzzo, hvor vi kontaktede tre ejendomsmæglere om besigtelse af huse.
Ugen efter tog vi til Abruzzo og efter en kort forhandling om husprisen, blev vi den 13. januar 2.006 husejere til landsbyens "La Stalla", på dansk stalden, som var tiltænkt at blive et beboeligt hus engang ude i fremtiden. Det viste sig at blive vores opgave at udføre denne forvandling fra stald til beboeligt hus.
Knap to år efter huskøbet stod huset klar til indflytning i slutningen af oktober 2.008. Vi fragtede møbler mm. med en trailer på størrelse mrd en hestetransport fra Danmark til Mellemitalien – en rejse på 2.000 km. med en hastighed på 90 km./t.
Vi havde afsat ni feriedage til transport og indretning og da rejsen tog sin tid, var det effektiv indretning på fem dage. Men da vi efter endt ferie og med en tom "hestetransport" kom tilbage til Danmark, var huset indrettet, rengjort og beboeligt, omend der stadig manglede nogle småting. Småtingene er for længst udført og er efterfulgt af nye ideer, der udføres efterhånden.
SMAGEN AF...
En forårsaften tilbage i 2.005 var jeg og en veninde ude og spise på en lokal café på Østerbro i København. Tjeneren spurgte om vi ville have lidt brød med olivenolie, mens vi læste menukortet og det ville vi bestemt gerne. Brød og salt blev stillet på vores bord og olivenolie hældt op i en lille tallerken, mens vi genemgik menukortet.
Da vi havde smagt på brødet, som vi begge havde dyppet i olivenolien, kiggede vi på hinanden: "kunne dette virkelig være sandt?" Så vi prøvede endnu en gang at dyppe brødet i olien for at blive bekræftet i, at dette var bestemt en olivenolie i særklasse.
I løbet af middagen bad vi flere gange om en "refill" af olivenolie samt mere brød. Begge var vi imponerede over en så karakteristisk og smagfuld olie og inden vi forlod caféen, havde vi begge købt en flaske af olivenolien, som caféen tilmed solgte. Kort efter og på min mands fødselsdag måtte jeg atter bestille bord på selvsamme café, mest af alt fordi olivenolien havde været så speciel en oplevelse og det ville jeg gerne indvie ham i. Til alt held var han helt enig i at olivenolien smagte fantastisk, så vi fortsatte nogle år med at købe den først hos caféen og sidenhen hos den delikatesseforretning, der i samarbejde med caféen åbnede på den anden side af torvet.
En dag hvor jeg atter var i delikatesseforretningen for at købe olivenolien, fik jeg beskeden, at de ikke forhandlede den mere. Samarbejdet mellem producent og delikatesseforretning var simpelthen ophørt. Jeg undlod at spørge ind til detaljer om hvorfor, da jeg til trods for min nysgerrighed, ikke anså det for at vedkomme mig. Katastrofalt nok var det, at jeg ikke længere kunne købe vores yndlingsolivenolie.
Tilbage i lejligheden nød vi de sidste dråber af olivenolien og af uforklarlige årsager, lod jeg den tomme olivenolieflaske beholde sin plads på køkkenbordet. Jeg gemte den i flere år, helt frem til vi skulle flytte i 2.009, hvor jeg besluttede at skille mig af med flasken, men inden begav jeg mig ud i at læse på etiketten for første gang. Til min store forbavselse læste jeg, at olivenolien Soledoro var italiensk og oven i købet fra regionen Abruzzo, hvor vi havde købt hus i 2.006. Det måtte være et "tegn" og med den viden kunne jeg selvfølgelig ikke skille mig af med flasken!!! Og jeg som i alle de år havde regnet med at olivenolien måtte være fransk, da både café og delikatesse havde en fransk indehaver. Måske det også var forklaringen på, at den franske café og franske delikatesseforretning holdt op med at sælge denne olivenolie, netop fordi den ikke var fransk, men derimod italiensk?
FRA SNAK TIL HANDLING
Vi flyttede derfor den tomme olivenolieflasken med til vores nye matrikel og i sommeren 2.010 i Abruzzo, besluttede vi at "tegnet" med olivenolien måtte resultere i at starte import af diverse gode fødevarer og vine fra Italien. Vi ville i hvert fald importere olivenolien Soledoro. Vores firma skulle også navngives. Fødevarerne og vinene i skøn forening skulle have et navn og samtidig oplyse om oprindelsesområde, så hvad var mere indlysende end at kalde konceptet for "Bell’Abruzzo" (Skønne Abruzzo), når området tilmed er smukt. Derfor besluttede vi også at vores import kun skulle være fra regionen Abruzzo og hvad den kunne byde på af spændende fødevarer og vine. Dagen efter beslutningen, bestilte vi CVR.nr. på Internettet og så var vi i gang.
Et par dage efter kørte vi for første gang ud til virksomheden, der producerer olivenolien Soledoro. Jeg havde forinden forhørt mig om åbningstid og præsenteret mig over email, for at være sikker på at møde indehaveren og han havde svaret; "Hr. Thormann, jeg er på kontoret i denne uge og De er velkommen". Så da vi ankom og hr. Thormann blev siddende i bilen med vores to døtre og fru Thormann i stedet mødte op på kontoret, var han lettere forvirret, for hvorfor den fordeling af opgaverne? Uden at komme nærmere ind på den vores families arbejdsfordeling, fik jeg en grundig præsentation af hans varesortiment og fik også fortalt min historie om, hvorfor vi ville importere varer fra Abruzzo og at Soledoro netop var årsagen til hele miseeren. Han lyttede pænt, men jeg sporede ingen tårer i øjenkrogen og heller ikke det mindste følelsesmæssige udslag over min historie. Jeg overbeviste mig selv om, at italienere nok er vant til følelseladede forklaringer og begav mig ud i at købe Soledoro i kassevis. Jeg fik også mod på at prøve nogle andre olivenolier efter hans præsentationen af varerne og de har også vist sig at være fremragende og er derfor stadig i Bell’Abruzzo’s varesortiment.
Næste gang vi kom forbi; et halvt år senere, blev indehaveren kaldt over til kontoret, hvor jeg ventede. Hr. Thormann sad denne gang ikke blot med vores døtre i bilen, men også en udvekslingsstudent samt svigermor.
Indehaveren vinkede fra lang afstand og sendte et stort smil, da han så mig. Vi snakkede lidt om alt muligt og derefter handlede jeg. Da jeg var færdig, sagde han at hr. Thormann bare kunne køre bilen herover og få varerne læsset ind i bilen. En af hans familiemedlemmer ville hjælpe med pålæsningen. Denne gang var indehaveren helt med på, hvordan vores arbejdsfordelingen var og med alle de familiemedlemmer vi havde i bilen, så måtte vores Bell'Abruzzo også være et familieforetagende, ganske som hans.
Sidenhen har jeg kun glædet mig til at skulle ud til dette familiedrevne sted, hvortil man kører i en uendelighed og hvor gaden ikke er registreret, men kun oplyst i form af sted. Familien er repræsenteret i alle afskygninger; fire brødre, far, mor, børn, fætre, tanter mm. og alle har job på enten kontor, som truckfører og hvad der ellers kan opdrives af titler for at drive produktionsvirksomheden. Men det holder familien beskæftiget og samlet hele dagen og jeg elsker at komme der.
Vi ville også importere vin, så ret hurtig fik vi også besøgt en vingård, hvor vi tidligere har købt vin, når vi har været på ferie i Abruzzo. Derfra ville vi bla. importere vin, men måtte vente lidt med at købe store partier hjem, da den digitale registrering af køb af alkoholiske drikke først skulle oprettes.
Sidenhen er der kommet flere vingårde til og vi fortsætter med at "smage os igennem vingårdenes vine", så stadig flere vil komme til.
En af vingårdene er fra 1.791 og regionens ældste. Den har holdt otte generationer beskæftet med vinproduktion. Vinkælderen har egetræsfade fra 1800-tallet og disse kan rumme op til 36.000 liter vin. Egetræsfadene er anvendt frem til begyndelsen af 2.000-tallet, hvor de begyndte at revne. De var dog for længst var holdt op med at afgive smag og garvesyre, men man har isat stålbeholdere, så de stadig kan opbevare vin og stolt fremvises. Og store og flotte er de. Samme vingård har en vinbeholder beklædt med glasfliser fra øen Murano ud for Venedig, som gennem århundreder har været berømt for sin glasfremstilling. Vingårdetn anskaffede beholderen i overbevisning om at glas er særdeles godt for vinens holdbarhed, da det er bestandigt, gastæt og svært påvirkeligt. Vinbeholderen har en størrelse, der gør det muligt at kravle ind i den, hvilket er en noget ualmindelig oplevelse. Desværre er netop den vinkælder beskadet af jordskælvet i 2.009 og derfor desværre ikke tilgængelig.
Den utroligt smukke by, Sulmona, som ligger ved bjergets fod og hvor poeten Ovid er født, er rigt repræsenteret med producenter af confetti af forskellig art. Den producent, der startede produktion af confetti tilbage i 1.700-tallet besøgte vi og besluttede hurtigt, at det måtte Danmark også introduceres for – både hvor flotte blomster-confettierne er og hvor godt de små mandler og chokolader med sukker-glasur smager.
Efter et par år som importør af italienske "lækkerier", er turen kommet til pastaen. Vi er i fuld gang med at etablere kontakt til en god pastaproducent, hvor familien har drevet virksomheden i mange generationer. |
|
|
|
|
